Hvis man ikke forstår, hvad jeg siger, så må man endelig sige til. Jeg vil så gerne fortælle om det at være handicappet, og samtidig være musiker, edb-studerende, kunstmaler, politisk engageret, kørestolsfodboldspiller og gå til styrketræning. Det kan nemlig godt lade sig gøre samtidig med at man har nogle fysiske begrænsninger. Mit liv handler på mange måder også om at bryde grænser. Jeg taler ikke så tydelig, men kan da heldigvis udtrykke mig på så mange andre måder. Det gør jeg f.eks. gennem skrift, musik og kunst.
Jeg er født den 13. juni 1971. Den 15. august i 1977 blev en skælsættende dag i mit liv. Seks år gammel vælter jeg på min cykel og slår hovedet, med efterfølgende hjerneblødning. Jeg ligger bevidstløs i 3 måneder, vågner op og er blevet spastisk lammet i venstre side. Efterfølgende kommer jeg på Hald Ege i Viborg i 2 år, til genoptræning. Det ophold slutter i 1980, hvor jeg kommer derefter hjem og går i skole frem til 1990. Efter skoletiden var jeg på to højskoleophold.
Den 15 juni, 1991 flyttede jeg hjemmefra og ud på kollektivcentret Bytoften i Tjøring, hvor jeg nu har boet i 16 år. Her begyndte jeg også at male billeder i 1992 eller der omkring. Til dagligt går jeg til styrketræning, spiller i vores husorkester, som jeg var med til at starte op i tidernes morgen. Jeg spiller også kørestolsfodbold og har gået til edb på VUC. Et par gange om ugen går jeg til fysioterapi. Jeg har et godt og aktivt liv, jeg laver det jeg holder af og det vil jeg sandsynligvis blive ved med resten af mit liv.

Det kunne da være fedt, hvis jeg kunne være med til at gøre livet lettere, for de handicappede og ældre i vores samfund. Nogen må jo gøre noget. Så er det også en måde, at byde kommunen trods på. De har gjort det svært for mig og mine ligesindede længe nok, så nu skal jeg nok vise dem.